SELVVÆRD:
Han har et godt liv. Bor et et
dejligt sted, er gift og har børn. Hans job er nogen
gange rutinepræget, men også spændende og udviklende.
Set udefra har han et velfungerende, måske ligefrem
misundelsesværdigt liv. Alligevel har han ofte en
følelse af ubehag: " Jeg har det ikke godt, jeg
føler mig utilstrækkelig, er ikke glad for mig selv.
Jeg føler mig ofte trist og smådeprimeret. Det svinger
meget, f.eks. bliver jeg glad, når jeg går en tur ved
vandet eller i skoven, men er trist, når jeg har været
til et arrangement på min søns skole eller i min
datters børnehave. Det handler om min selvfølelse. Den
er ikke god. Jeg forventer ikke at være glad hele tiden,
men jeg vil gerne af med min dårlige selvfølelse. Blive
mindre trist. Jeg siger til mig selv, at jeg ikke har
noget at være trist over, at jeg har et godt liv og er
god nok som jeg er, men det virker ikke. Ubehaget og
tristheden kommer alligevel. Det er også svært at
snakke med nogen om det. Jeg synes, det er pinligt. Tænk
at skulle indrømme, at jeg har mindreværdskomplekser!!"
MINDREVÆRDSFØLELSE:
" For mig er livet en stille
kamp for ikke at blive overvældet af
mindreværdsfølelse og sorg. Følelserne er der hele
tiden, nedenunder mit smilende ydre og min glæde over
kæresten og børnene. Der er ting i mit liv som bekymrer
mig, gør mig utryg og forringer min livskvalitet, men
det er mindreværdet og sorgen, der trænger sig på og
gennemsyrer hele mit liv og min måde at forholde mig til
mit arbejde, mine venner, min familie og lokalsamfundet
på. Hvor kommer det fra? Selvom jeg får mit drømmejob,
får min kæreste til at ændre sig, osv. osv. bliver jeg
så lykkeligere? Nej, der er noget, jeg mangler: den
basale tro på, at jeg har ret til at være her, at jeg
er ok, at jeg er god til det, jeg laver, og at nogle
mennesker holder af mig. Som det er, føler jeg en
barriere mellem andre mennesker og mig selv. Jeg føler
mig svag, ydmyg og søgende, søgende eller rettere
higende efter nærvær. Efter nærvær, der heler mine
sår og får mig til at føle mig værdsat. Jeg søger
den dybe kontakt, og samtidig er jeg bange for at blotte
mig, vise min sårbarhed, for tænk hvis den anden
foragter mig for det, så vil jeg igen føle mig
mindreværdig. Jeg føler mig ensom, fordi jeg ikke tør
dele mine tanker og følelser med andre. Hvad fanden er
det, der er foregået i mit barndomshjem, som jeg ikke
kan huske? Som fik mig til at frygte andres foragt og
afvisning? Som får mig til stadig at føle mig som et
lille barn, der krummer mig sammen for ikke at fylde
noget og for samtidig at beskytte sig? Gør det mig
lykkeligere at finde ud af det, får det min
mindreværdsfølelse til at forsvinde? Det gør mig
lykkeligere at turde vise mit indre, at udtale mine
tanker overfor en person, jeg har tillid til ikke
fordømmer mig."
|
